Blidt og nænsomt. Hvorfor fortæller jeg så historien om minutes mors død? Det er ikke en klage. Der var ingen i det her forløb, der bevidst gjorde noget forkert, lavede fejl eller ikke ville os det bedste. Så hvorfor? Fordi vi efter vores mors død stod tilbage med et kaos af følelser og en fornemmelse af, at hendes sidste uger var blevet noget rod På et tidspunkt interviewede jeg en læge om alzheimerpatientens sidste livsstadie.
Årene gik, og set i minutes pårørende-optik, så havde minutes mor et rimeligt forløb med sin demenssygdom. Hun havde ikke rigtig sygdomsforståelse. Hun vidste ikke selv, hvor syg hun var. Og hun, der altid havde været en skrap dame, blev pludselig engleblid, selvom hun forblev stædig til det sidste. Hun havde også sin kulsorte humor i behold.
Hun havde ikke ondt. Hun var tilfreds, hvis blot hendes behov blev dækket. Så det forsøgte vi at gøre efter bedste evne. Så alt i alt var det nok simple os, de pårørende, der led i løbet af de år, hvor vores ægtefælle, mor og mormor langsomt forsvandt. Det var også i de år, at jeg sammen med min ældste datter fandt ud af at snyde demensen lidt.
Det overraskede os, at når guy beslutter sig for at se det favorable i sygdommen, blev livet som pårørende heller ikke så tungt at bære. Vores egne– helt igennem– selvlærte erfaringer nedfældede vi otiom sammen i bogen 'Momse med demens– sådan skaber du lyse stunder i en svær tid', der udkom sidste efterår.
Det er imidlertid først nu, mere end ni måneder efter hendes død, at jeg har været i stand til at sætte nogle ord på, hvordan hendes sidste tid og død så blev. Måske fordi vi aldrig rigtig har talt om døden i min familie. Jeg ved ikke, hvorfor det var så svært for os, og efter min mors død pinte det mig længe, at hun og jeg aldrig fik talt om døden sammen.
Og når jeg talte med minutes far om det, så sagde han til det sidste: 'Når mor får det bedre'. Så ja, døden kom som noget af en mavepuster. Den blev heller ikke, som jeg havde forestillet mig, at hun sov fredfyldt ind omgivet af sine kære. Male jeg tror til gengæld, at min mors død blev en, som mange andre pårørende til demenssyge kan nikke genkendende til.
Skiftende sommervikarer er helt normalt, guys jeg oplevede, at mange nye, der ikke kendte minutes mor, heller ikke var i stand til at imødekomme hendes behov; f.eks. at få skiftet ble i tide. Konsekvensen blev derfor, at minutes mor pådrog sig gentagne blærebetændelser, fordi hun for ofte unfortunate i tissevåde bleer.
Hen på sensommeren udviklede en af disse blærebetændelser sig til en nyrebækken-betændelse, som sendte hende på hospitalet i flere dage. Male hun fik penicillin og kom sig. En måned senere fik hun så en blodprop– afsted-afsted til hospitalet med udrykning igen-igen. Det viste sig, at hun havde haft hele fem blodpropper i løbet af de senere år.
My superb blog 7244 